117
Balancerstænger. Léon holdt op, idet han pegede paa det indslumrede Auditorium, derpaa talte de sagte med hinanden, og den Samtale, de saaledes førte, forekom dem behageligere, fordi den ikke havde Tilhørere.
Saaledes opstod en Art Forbindelse mellem dem, en stadig Udvexling af Bøger og Romancer; Charles, der ikke kjendte til Skinsyge, undrede sig ikke derover.
Til sin Fødselsdag fik han et smukt frenologisk Hoved, mærket med Tal lige til Brystet og blaamalet; det var en Opmærksomhed fra Skriveren, han viste ham mange andre, ja besørgede endogsaa hans Ærinder i Rouen, og da en ny Roman havde bragt Kaktuser paa Møde, kjøbte Léon nogle til Fruen, som han bragte med sig paa Skjødet i „Svalen”, idet han stak sine Fingre paa deres haarde Pigge.
Opimod sit Vindue lod hun sig lave en lille Hylde med et Gitter om til sine Urtepotter. Skriveren havde ogsaa sine „hængende Haver”, naar de passede deres Blomster, kunde de see hinanden fra Vinduet.
Blandt Landsbyens Vinduer var der et, som endnu oftere var optaget; thi om Søndagen ligefra Morgenstunden, indtil det blev mørkt, og hver Eftermiddag, naar det var klart Veir, kunde man i en Loftsluge see Binets magre Profil bøiet over Dreiebænken, hvis monotone Snurren kunde høres ligetil den „forgyldte Løve”.
En Aften da Léon kom hjem, fandt han et broderet Tæppe paa sit Værelse, han kaldte paa Hr. og Fru Homais, Justin, Børnene, Kokkepigen, han talte derom til sin Principal, Alle ønskede at see dette Tæppe. Hvorfor gav Lægens Kone Skriveren Præsenter? Det forekom Folk besynderligt, og man tænkte endelig, at hun vel var „hans gode Veninde.
Han gav selv Anledning til at troe det, i den Grad
