116
Der kom ikke ret Mange til Apotekerens Soiréer, da hans Bagtalelser og hans politiske Anskuelser efterhaanden havde fjernet forskjellige respektable Personer fra ham. Skriveren forsømte aldrig at indfinde sig, saasnart som han hørte Klokken, løb han Fru Bovary i Møde, tog hendes Sjal og stillede de svære Galoscher, hun gik med, naar det var SneVeir, ind under Apotekdisken.
Først fik man sig nogle Partier Vingt et un, derpaa spillede Homais Ecarté med Emma, Léon stod bagved hendes Stol og gav hende Raad. Med Hænderne paa hendes Stoleryg betragtede han Tænderne i hendes Kam, der borede sig ned i Nakkehaaret. Ved hver Bevægelse hun gjorde for at spille sine Kort ud, hævede hendes Kjole sig op paa høire Side. Saa faldt den igjen tilbage paa begge Sider af Stolen og slæbte langt henad Gulvet med mange Rynker og Folder, naar Léon undertiden følte sin Støvlesaal derpaa, trak han den hastigt til sig, som om han havde traadt paa noget Levende.
Naar Ecartéen var ude, spillede Apotekeren og Lægen Domino, Emma skiftede Plads og gjennembladede »Illustration« med Albuen støttet paa Bordet. Hun havde taget sin Modejournal med. Léon satte sig hen ved Siden af hende, de saae sammen paa Billederne og ventede paa hinanden nedenfor Siderne. Ofte bad hun ham om at læse Versene for hende, Léon deklamerede dem med en slæbende Stemme, som han omhyggeligt lod være hendøende paa Kjærlighedsstederne. Men Dominobrikkernes Raslen forstyrrede ham, Homais var en dygtig Spiller, han overgik langt Charles. Efterat have naaet trehundrede Points, strakte de sig begge to hen ved Kakkelovnen og faldt snart i Søvn. Ilden døde hen i Asken, Thepotten var tom, Léon vedblev at læse, og Emma lyttede til ham, idet hun mekanisk dreiede Lampeskjærmen, paa hvis Net der var afmalet Bajadser i Vogne og Liniedanserinder med
