107
Skab. Om Aftenen gjorde de et stort Gilde, hvortil Præsten var indbudt, man talte sig hed. Ved Likørerne istemmede Homais „De gode Folks Gud”[1], Léon sang en Barkarole og Emmas Svigermoder, der var Gudmoder, en Romance fra Keiserdømmets Tid, endelig forlangte Hr. Bovary senior, at Barnet skulde bringes ned og gav sig til at døbe det med et Glas Champagne, som han hældte det over Hovedet. Denne Spot over det første Sakramente harmede Abbed Bournisien, den ældre Hr. Bovary svarede med et Citat af „Gudernes Krig”[2]. Præsten vilde gaae sin Vei, Damerne bønfaldt ham om at blive, Homais mæglede Forlig, og man opnaaede endelig at bevæge den Geistlige til at sætte sig ned igjen og roligt vedblive med at drikke sin Kaffe af Underkoppen.
Charles' Fader blev endnu en Maaned i Yonville, hvis Indbyggere han blændede med en prægtig Militærhue med Sølvsnor, som han gik med om Morgenen, naar han røg sin Pibe paa Torvet. Da han ogsaa havde den Vane at drikke meget Brændevin, sendte han ofte Pigen hen i „den forgyldte Løve” for at hente ham en Flaske, som man skrev paa hans Søns Regning, og til at parfumere sine Lommetørklæder, brugte han al sin Svigerdatters Eau de Cologne.
Denne kjedede sig slet ikke i hans Selskab. Han havde seet sig om i Verden, han talte om Berlin, Wien, Strasbourg, om den Tid, han var Officer, om de Elskerinder, han havde havt, om de store Frokoster han havde givet, saa viste han sig elskværdig, og undertiden paa Trappen eller i Haven tog han hende om Livet og raabte: „Charles tag Dig i Agt”. Da følte Moderen sig angst for sin Søns Lykke og af Frygt for, at hendes Ægtefælle i Længden kunde øve en umoralsk
