Side:Fru Bovary.djvu/113

Denne side er blevet korrekturlæst

105

bestilte det Alt hos en Syerske i Landsbyen uden at vælge Noget eller tinge om Prisen. Hun syslede altsaa ikke med disse Forberedelser, der give Moderømheden Appetit, og derved svækkedes maaske hendes Følelser for Barnet allerede fra Begyndelsen.

Da Charles imidlertid ved hvert Maaltid talte om den Lille, gav hun sig snart til at tænke stadigere derpaa.

Hun ønskede sig en Søn, han skulde være stærk og mørk, han skulde hedde Georges, og denne Tanke om at blive Moder til en Dreng var ligesom en forhaabentlig Gjengjæld for al hendes Afmagt. En Mand er dog i det Mindste fri, han kan gjennemstreife Lidenskabernes og Landenes Omraade, overvinde hver Modstand og gribe selv den fjerneste Lykke. Men for Kvinden er der stadig Hindringer; samtidig sløv og bøielig har hun Legemets Svaghed og Lovens Bud imod sig; hendes Villie svaier for alle Vinde ligesom Sløret paa hendes Hat, der er stadig et Ønske, som river hende med, og noget Vedtaget, der holder hende tilbage.

Hun nedkom en Søndag henimod Klokken sex om Morgenen.

— Det er en Datter, sagde Charles. Hun vendte sig om og faldt i Besvimelse.

Fru Homais kom ligestrax løbende og omfavnede hende, ligeledes Madam Lefrançois fra „den forgyldte Løve”. Som diskret Mand henvendte kun Apotekeren nogle foreløbige Lykønskninger til hende fra den halvt aabne Dør; han ønskede at see Barnet og fandt det velskabt.

Under sin Rekonvalescens var hun ivrigt beskjæftiget med at søge et Navn til sin Datter. Først lod hun alle dem med italienske Endelser som Clara, Louisa, Amanda, Atala, passere Revue for sig, hun syntes godt om Galsuinde, dog endnu bedre om Yseult og Léocadie. Charles ønskede, at Barnet skulde have samme Navn som Moderen, men Emma satte sig