104
at hans Kone syede. For at adsprede sig gjorde han Karlearbeide og forsøgte endogsaa at male Loftet med en Slump Farve, som Malerne havde ladet blive staaende. Men navnlig forvoldte Pengespørgsmaalene ham Bryderi. Han havde givet saameget ud til Reparationerne i Tostes, til sin Kones Toilette og til Flytningen, at hele Medgiften, mere end tretusind Daler, var gaaet med paa to Aar. Desuden var saa Meget bleven beskadiget eller gaaet tabt paa Transporten fra Tostes til Yonville, for slet ikke at tale om, at Gibspræsten efter et altfor voldsomt Stød var faldet ned fra Kærren og var bleven knust i tusind Stumper mod Stenbroen.
Imidlertid fik han snart vigtigere Ting at tænke paa, nemlig sin Kones Svangerskab. Jo længere Tiden rykkede frem, desto høiere elskede han hende. Det var et nyt Baand imellem dem og ligesom en Følelse af en endnu inderligere Forening. Naar han langt borte fra betragtede hendes lade Gang og Overkroppens bløde Bøininger, eller naar de sad ligeoverfor hinanden og han stirrede paa hende i Ro og Mag, mens hun indtog magelige Stillinger i Lænestolen, da overvældede hans Lykke ham, han reiste sig, kyssede hende, foer med Haanden henover hendes Ansigt, kaldte hende „lille Mo'er”, vilde faae hende til at danse og fremførte halvt leende, halvt grædende den kjærtegnende Spøg, der faldt ham ind. Den Tanke at have avlet frydede ham. Nu manglede han Intet, han kjendte den menneskelige Tilværelse helt igjennem og støttede oprømt Hovedet mellem Hænderne.
Først følte Emma en dyb Forbauselse, derpaa længtes hun efter at blive forløst, for at erfare hvad det egentlig var at være Moder. Men da hun ikke kunde bestride de Udgifter, hun vilde gjøre, nemlig til en kurveformet Vugge med rosenrøde Silkegardiner og broderede Barnehuer, gav hun i et Anfald af Bitterhed Afkald paa selv at sye Børnetøiet og
