100
et Bibliotek, der er sammensat af de bedste Forfatteres Værker, til Deres Disposition, Voltaire, Rousseau, Delille, Walter Scott, „Feuilletonernes Ekko” o. s. v., og jeg modtager desforuden forskjellige Tidsskrifter og Blade, hvoriblandt dagligt „Rouens Fakkel”, da jeg har den Fornøielse at være dens Korrespondent for Distrikterne Buchy, Forges, Neuschâtel, Yonville og Omegn.
Man havde siddet halvtredie Timer tilbords, thi Opvartningspigen bevægede sig ikke alene trevent hen over Gulvet i sine Slæbere, men bragte Tallerkenerne en for en, glemte Alt, kunde ikke forstaae det Ringeste og lod uophørligt Døren til Billardstuen staae aaben, som derfor ideligt klapprede mod Muren.
Uden at han selv lagde Mærke dertil, havde Léon under Samtalen støttet sin Fod mod en af Stolens Tremmer, hvorpaa Emma sad. Hun havde et lille blaat Silketørklæde om Halsen, hvortil der var hæftet en pibet Batistes Krave; naar hun bevægede Hovedet, dukkede Underdelen af Ansigtet ned deri, eller skjød sig langsomt op deraf. Mens Apotekeren og Charles passiarede sammen, sad de saaledes ved hinandens Side og fordybede sig i en af disse vage Samtaler, hvor en fælles Sympathi stadig fører tilbage til samme faste Centrum. Pariserteatrene, Titler paa Romaner, nye Kvadriller og den Verden, de ikke kjendte, Tostes, hvor hun havde levet, Yonville, hvor de nu befandt sig, de mønstrede Alt og talte om Alt ligetil Maaltidets Slutning.
Da Kaffen var serveret, gik Felicité for at gjøre deres Værelse i Orden i deres nye Hjem, og Gjæsterne reiste sig snart fra Bordet. Madam Lefrançois sov ved den kolde Skorsten, mens Karlen med en Lygte i Haanden ventede paa Hr. og Fru Bovary for at følge dem hjem, hans røde Haar var indfiltret med Halmstraa, og han haltede paa det venstre