99
— Ja, ikke sandt, sagde hun og fæstede sine mørke Øine paa ham.
— Man er aldeles fraværende, vedblev han, Tiden gaaer. Tavst færdes man i Egne, som man troer at see for sig, snart fordybet Tanken sig i Digtningens Enkeltheder, snart følger den med Spænding Handlingens Gang. Man blander sig mellem Personerne, det forekommer En, at det er En selv, der bevæger sig under deres Dragter.
— Ja, De har Ret, De har Ret, udbrød hun.
— Er det ikke undertiden hændet Dem, vedblev Léon, at De i en Bog har truffet en ubestemt Tanke, som De synes at have havt før, et dunkelt Billede, der vender tilbage fra det Fjerne og ligesom forklarer Deres sarteste Følelse?
— Jo, det har jeg følt, svarede hun.
— Derfor holder jeg mest af Vers, sagde han. Jeg finder dem inderligere end Prosa, de bringer En lettere til at græde.
— Imidlertid trætter de dog i Længden, svarede Emma, for Øieblikket tilbeder jeg Historier, hvor Handlingen gaaer Slag i Slag, og hvorover man bliver angst. Jeg afskyer Hverdagshelte og maadeholdne Følelser, som de findes i Livet.
— Da den Slags Arbeider ikke rører Hjertet, forekommer det mig dog, at de fjerner sig fra Kunstens sande Maal, bemærkede Skriveren. — Det er saa deiligt mellem Ens røvede Illusioner at føre Tanken hen paa ædle Karakterer, rene Følelser og lykkelige Billeder. Hvad mig angaaer, der lever her fjernt fra Verden, er det min eneste Adspredelse, men Yonville tilbyder saa faa Hjælpekilder.
— Uden Tvivl ligesom Tostes, svarede Emma, derfor fik jeg ogsaa Bøger fra et Leiebibliotek.
— Hvis Fruen vil gjøre mig den Ære at benytte det, sagde Apotekeren, der havde hørt de siste Ord, kan jeg stille
