Side:Fru Bovary.djvu/106

Denne side er blevet korrekturlæst

98

lille Værelse paa anden Sal udimod Torvet. Ved denne Kompliment af hans Vært blev Léon rød, men Homais havde allerede vendt sig om mod Lægen og optegnede en for en de betydeligste Borgere i Yonville for ham. Han fortalte Historier og gav Oplysninger, „man vidste ikke saa nøie, hvor stor en Formue Notaren havde, og angaaende Huset Tuvache var man grumme forlegen.”

— Hvilken Musik foretrækker De? vedblev Emma.

— Den tyske, den sætter En i en drømmende Stemning.

— Har De hørt Italienerne?

— Ikke endnu, men næste Aar faaer jeg dem at høre, naar jeg skal til Paris for at fuldende mine juridiske Studier.

— Som jeg havde den Ære at fortælle Deres Hr. Mand, bemærkede Homais, angaaende stakkels Yanoda, som er løbet bort, kommer De, takket være de Dumheder, han har gjort i Besiddelse af et af de komfortableste Huse i Yonville. Hvad der særlig er bekvemt for en Læge, er at den har en Udgang til „Alleen”, hvorigjennem man uden at blive bemærket kan passere ud og ind. Forresten er den forsynet med Alt, hvad der er bekvemt i en Husholdning, Vaskestue, Kjøkken med Spisekammer, rummelig Dagligstue, Frugtkjælder o. s. v. Den Fyr saae ikke paa Skillingen, for Enden af Haven henimod Vandet havde han ladet opføre et Lysthus alene for at drikke Øl om Sommeren, og hvis Fruen holder af Havevæsen, kan De . . .

— Min Kone har ikke synderlig Interesse derfor, sagde Charles, skjønt der er anbefalet hende Motion, foretrækker hun at sidde paa sit Værelse og læse.

— Det er ligesom jeg, bemærkede Léon, men hvad er ogsaa bedre end at sidde om Aftenen med sin Bog ved Lampens Skin, mens Vinden vifter paa Ruderne?