97
— Her er vel nogle Promenader i Omegnen? spurgte Fru Bovary den unge Mand.
— Kun meget faa, svarede han. Der er et Sted ved Navn „Fælleden” paa Toppen af Bakken ved Udkanten af Skoven; undertiden gaaer jeg derhen om Søndagen med en Bog og bliver der for at see Solen gaae ned.
— Jeg synes, at der er ikke Noget saa deiligt som en Solnedgang, svarede hun, men helst ved Havets Bred.
— Oh! Jeg tilbeder Havet, udbrød Léon.
— Og forekommer det Dem ikke, vedblev Emma, idet hun ophørte med at spise, at Tanken svæver friere hen over denne ubegrænsede Flade, hvis Beskuelse opløftet Sjælen og indgyder den Tanker om Uendeligheden, om Idealet.
— Det forholder sig paa samme Maade med Bjerglandskaber, svarede Léon. Jeg har en Fætter, som reiste ifjor i Schweitz, og som fortalte mig, at man ikke kan forestille sig Søernes Poesi, Kaskadernes Skjønhed og Gletschernes mægtige Virkning. Man seer Fyrretræer af en utrolig Størrelse ligge henad Strømmene, Hytter svævende over Afgrundene og tusind Fod under sig hele Dale, naar Skyerne aabner sig lidt. Disse Skuespil maa enthusiasmere, stemme til Bøn og Extase. Derfor forundrer jeg mig ikke længere over den berømte Musiker, der for at bringe sin Fantasi i Stemning, pleiede at spille Klaver ligeoverfor en imponerende Udsigt.
— Er De musikalsk? spurgte hun.
— Nei, men jeg holder meget af Musik, svarede han.
— De skal ikke troe ham, Frue, afbrød Homais ham, det er den rene Beskedenhed. Hvad behager min Herre? Forleden Dag sang De jo ganske deiligt „Smilende Haab” inde paa Deres Værelse. Jeg hørte det fra Laboratoriet, De skilte Dem derved som en Operasanger.
Léon boede virkelig hos Apotekeren, hvor han havde et
