94
for dette Uheld. Kræmmeren Hr. L'heureux, der var sammen med dem i Vognen, havde forsøgt at trøste hende med en Mængde Exempler paa bortkomne Hunde, der havde gjenkjendt deres Herrer efter mange Aars Forløb. Der var en, sagde han, der var kommet tilbage til Paris fra Konstantinopel. En anden havde tilbagelagt halvtredsinstyve Lieues i lige Linie og svømmet over fire Floder, og hans egen Fader havde eiet en Puddel, der efter tolv Aars Fraværelse pludselig var sprunget op paa Ryggen af ham midt paa Gaden, da han en Aftenstund skulde i Selskab.
II.
Emma steg først ud, derpaa Felicité, Hr. L'heureux og en Amme, man blev nødsaget til at vække Charles henne i en Krog, hvor han var faldet i en dyb Søvn, saasnart det var blevet mørkt.
Homais præsenterede sig selv, han hilste ærbødigt paa Fruen og venskabeligt paa Herren, yttrede sin Glæde over at have kunnet bevise ham en Tjeneste og tilføiede med et hjerteligt Udtryk, at han gjerne selv havde dristet sig til at indbyde dem, men at hans Kone for Øieblikket var fraværende.
Da Fru Bovary var kommet ind i Kjøkkenet, gik hun hen ved Skorstenen. Med to af Fingerspidserne hævede hun sin Kjole til Anklerne og rakte sin lille Fod i den sorte Halvstøvle henimod Flammen. Ilden belyste hende fuldstændigt, dens skarpe Skjær trængte gjennem Isletten paa hendes Kjole, gjennem Porerne i hendes hvide Hud, ja selv gjennem Øielaagene, som hun af og til kneb sammen. Et svært, rødt Skjær foer henover hende, altsom Blæsten susede ind ad den paa Klem staaende Dør.
