19
J. Jensen
Individer farer op paa Talerstolen og slaar i Bordet og forsikrer, at nu skal Arbejdernes Fjender knuses, og ingen Forlig og ingen Eftergivenhed, nu maa det være forbi, nu skal Arbejderne vise, at de vil ikke taale alt, hvad der bydes dem af det Kleresi, der ruger over Guldsækkene og lever højt af Arbejdernes trælsomme Slid!
Hvad der kan siges i en saadan Forsamling —!
Og de hidsige og de stortalende har Bifaldet for sig, og Bifaldsrusen gjør dem blot endnu vildere. De skikkelige og fredsommelige er kede over det hele, medens Urostifterne, Radikalerne, larmer sig op til Herredømmet.
Under saadanne Omstændigheder er det ikke udelt fornøjeligt at være Socialismens Overpræsident.
Men J. Jensen er Manden. Han har en Ævne, som vistnok ingen anden har i tilsvarende Grad: han kan snakke Folk til Tavshed. Det er ingen Sag at snakke, men Jensen snakker med Forstand. Og naar han med sin godmodige og ustandselige Snaksomhed har faaet Ro i Salen, saa tager han fat med en Veltalenhed, der gør Virkning. Saa taler han til Hjærte og Forstand, saa taler han
