17
J. Jensen
reriers Dagblads-Fraser som Grundlag tiltror de sig større Magt, end de har, og de er som Følge heraf uimodtagelige for Fornuftslutninger. Føler de sig forurettede, da ser de absolut kun Sagen fra én Side, de magter ikke at veje Mulighederne, at bedømme Chancerne, de fordrer kun den formentlige Uret hævnet, og de er blinde for, at en Hævnkamp maaske kan blive langt farligere for dem selv end for dem, mod hvem Kampen er rettet.
En Aften kommer de socialistiske Arbejdere i et Fag hjem fra Fabrikerne eller Værkstederne, i høj Grad ophidsede over en Lønnedsættelse, en Overordnets Optræden, et nyt Arbejdsreglement el. lign. Gennem Samtaler under Maaltiderne, paa Hjemvejen, i Knejperne, vokser Vreden, den giver sig offenligt Udtryk i en journalistisk tillavet Udskældning i Social-Demokraten, og en skønne Dag indvarsles de vrede Folk til en Generalforsamling for at drøfte Spørgsmaalet.
Paa Generalforsamlingen møder saa de københavnske Fagforeningers Overpræsident, Maler J. Jensen.
Det er en middelhøj, skikkeligt udseende Borgermand, med rødligt Fuldskæg og et mildt,
