Side:Freden, Komedie af Aristofanes.djvu/16

10

Freden.

Første Slave.

Naa nu en anden hid af en løsagtig Dreng!
Han ønsker Noget, som er rigtig fint.

Anden Slave.

Vær saa god!

(til Publikum).

For een Ting troer jeg dog, godt Folk, at kjendes fri:
jeg spiser ikke, mens jeg ælter — gjør jeg vel?^[1]

Første Slave.

For en Ufærd! ræk mig een endnu — og een endnu! 15
og ælt saa fleer!

Anden Slave.

  Nei, ved Apol, det gjør jeg ei.
Nu kan jeg ikke længer holde ud det Dræk,
Nei jeg vil samle alt det Møg og bringe Dig.

Første Slave.

Til Ravnene med det og med dig selv, dit Bæst!^[2]

Anden Slave (til Publikum).

Hvis Nogen af Jer veed, o hør, saa siig mig dog, 20
hvor man kan kjøbe Næser uden Næsebor,
thi det er dog den allervæmmeligste Dont,
at ælte Føden sammen til den Torbist der.

1. For at forhindre Slaverne fra at spise, medens de æltede Brød, blev et Træhjul lagt om deres Hals, saa at de ikke kunde føre Haanden til Munden.
2. I Athen var en Grube, kaldet „Ravnene” (fordi Ravnene der forsamlede sig), i hvilken man kastede Forbryderes Lig.