59
Ane-Mette.
Ansigt — stod nede i Graven og kastede Gruset op til den anden, der atter skovlede det sammen i høje Bunker langs de to Sider.
Denne var en lang, opløben og søvnigudseende Fyr, der smilte dumt, hver Gang den ældre med sin gnævrende Stemme for talte en eller anden Morsomhed nede i Graven. Men netop som Elsebeth nærmede sig, satte han sig paa Hug ved Randen af det næsten færdig gravede Hul og betragtede et stort, brunt, tandløst Dødningehoved, som den anden holdt mellem Hænderne.
Da nu ogsaa Elsebeth var naaet derhen, stirrede de alle tre en Stund paa det — og der efter paa hinanden i stum Forbavselse; medens den lille Lotte — blaa i Kinderne — krampagtigt greb i Moderens Skjørt.
«Hva' er den af», brummede endelig den unge med gravdyb Stemme.
«Ja .... det kan da inte være henner», sagde den anden. «Det var jo kun en bitte en .... inte, Elsebeth?«
«Jo. Hun var tre Aar», svarede denne.
«Ja men, saa ligger hun jo slet inte her».
«Jeg véd itte .... det har dog Ane Klokkers altid sagt».
