Side:Fra Hytterne.pdf/35

Denne side er blevet korrekturlæst

23

Knokkelmanden.


I de første Timer efter Hjemkomsten gik de sanseløse omkring, ligesom bedøvede af Slaget. Men da Eulalia var bragt i Seng, og alt omkring dem var stille, satte de sig sam­men paa Bænken ved Bordet for at tale roligt om Sagen.

Ane gjenfortalte nøjagtigt og omstænde­ligt alt, hvad Professoren havde forklaret hende angaaende Sygdommens sandsynlige Aarsag og Begyndelse. Om dens videre Forløb og navnlig om dens Farlighed havde han først intet bestemt villet sige; men da hun trængte ind paa ham og begjærede fuld og klar Besked, havde han tilsidst ladet forstaa, at hun maatte slippe ethvert Haab: allerede efter faa Maaneders Forløb vilde hendes Tilstand efter al Sandsynlighed blive uudholdelig. Han havde tilføjet, at hun da kunde lægge sig ind til Operation paa Amtets Sygehus; men paa hendes fornyede Begjæring havde han atter derom erklæret, at Resultatet efter hans An­skuelse næppe i noget Tilfælde var tvivlsomt.

Da Ane saaledes havde lettet sit Hjærte for Simon, var det, som om hun strax fandt mere Ro; og allerede i Løbet af et Par Dage gjenvandt hun helt sin Fatning.