127
Vandreren.
ned for Fode med Øxer og Køller, parterede Herremanden og kastede ham under høje Glædeshyl Stykke for Stykke ned i Voldgraven, mens drukne Karle voldtog hans Frue.
Derovre paa den høje, golde Bakke havde Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist og her i Jordsmonnet viste endnu Brøndenes Plads. Spredt omkring disse havde Lerhytterne kigget frem, klinede til Bakkehældet ligesom Fuglereder; og inde i de smaa, mørke, fugtige Rum, hvor Rotterne tumlede sig over Hoved og under Fødder, sad det arme, forkuede Folk ved sin Havregrød og Vallesøbe, bøjet af Værk, gnavet af Utøj — spidsende Ørene som en frygtsom Hund ved hver Lyd, der trængte herop fra Dalen.
Hvor det klang ham underlig fjærnt altsammen! Han kunde næsten ikke faa sig selv til at tro, at al denne Umenneskelighed havde fundet Sted saa nær op imod hans eget — Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens — Aarhundrede.
Men — tænkte han — om disse Marker kunde tale! Hvad vilde de da ikke i Tider som disse kunne raabe ud over Landet! Hvor
