100
Hans og Trine.
Om denne Søn kredsede i det hele alle hendes travle Tanker. Til ham og hans Fremtid knyttede sig enhver Forestilling, der selv i Drømme gik gjennem hendes lille, forslagne Hoved.
Hun havde sine egne, stille Haab om, hvad Lykken vilde kunne bringe ham; sine egne, dristige Planer med hans Fremtid. Og naar hun stod dér timevis — som en Skildvagt — uden for sin Dør og nu og da gik et lille Slag ud ad Markvejen eller sneg sig op paa Højen bag ved Byen, hvorfra man kunde overskue Egnen helt ned til Fjorden og Skovene, — da var det alene for ikke et Øjeblik at tabe ham af Syne, men bestandig at kunne vaage over ethvert af hans Skridt og holde Øje med ethvert Anslag, der maatte rettes imod ham.
Siden i Efteraaret, da Hans var kommen til at tjene oppe hos Sognefogdens, havde hendes Aarvaagenhed i denne Henseende fornemmelig været rettet imod Marianes yngste Datter Trine, der var fæstet for Pige i Nabogaarden, hvis Marker stødte umiddelbart op til Sognefogdens.
Ellen havde nemlig strax fattet Mistanke
