95
Hans og Trine.
en køn, blond Fyr paa en Snes Aar, der i længere Tid havde overvældet hende med Kjærlighedserklæringer. Han havde aabenbart vidst, at hun endnu var ude, og stillet sig paa Post her for at oppebie hendes Hjemkomst.
Idet hun kom ham forbi, hilste han pænt «God Alten»; og da standsede hun uvilkaarlig, og de kom i Snak.
Det varede dog ikke længe, før det gik op for Fyren, at der var noget usædvanligt paa Færde med Trine; og da i det samme en Sky, der hidtil havde dækket Maanen, gled forbi, saa det fulde, klare Lys faldt ned over hendes Skikkelse, studsede han ved Synet af det sælsomme Udtryk i hendes Ansigt.
Han gav sig til med Fingren at stoppe Asken ned i sin Pibe, mens han fra Siden iagttog hende og nøje undersøgte hendes Træk.
Saa gav han sig behændig til at spørge hende ud om Brylluppet, om hendes nye Svoger og Jakobines Børn; — men hun svarede bestandig lige kort, med bortvendt Ansigt, idet hun aandsfraværende saa' ud over Byen.
Tilsidst begyndte han forsigtig at nærme
