— 27 —
Americaneren gjør Pilgrimsfart til Moderlandet Europa, da er mangen Sø- og Havbugt Land, men mangen dyrket Landstrækning begroet med Tang under Bølgerne. Maaskee har Nordsøen brudt sig en nye Bane, og Brændingen slaaer mod de Kyster, hvis Beboere nu aldrig saae Havet; maaskee —"
Her endte Brevet. Jeg følte mig ganske underlig stemt. Det er dog en egen Sag, saadan i et Minut at blive 300 Aar ældre. Som en Natteaand stod jeg i det høie Taarn og skuede ud over en heel anden Menneskeslægt; min Tidsalder var Støv, blandet med Støv, en ganske ny Generation vandrede over de ukjendte Grave. — Hvad er dog Mennesket med al sin Forfængelighed, alle sine store Ideer og hele jordiske Stræben? et lille Skyggepunct, som kommer og svinder, uden at efterlade sig mindste Spor paa en Klode, der kun er et Atom i det store Verdensrum. —
Jeg hensank i Grublen; den herlige, vide Udsigt over Byen lokkede mig til at stige igjennem Laagen Ud paa de smale Fliser, jeg holdt mig ved Ziraterne, for ikke at tabe Ligevægten, og stirrede nu ned i det svimlende Dyb under mig. Fra Gaderne tonede Musik af ubekjendte Instrumenter, Alt var mig fremmedt; kun Stjernerne hilste mig som en gammel Bekjendt. — Nu begyndte det at blæse stærkt, jeg vilde igjen tilbage igjennem Laagen, men den blæste i samme Øieblik i for mig. — Jeg vilde skyde den op, men det var umuligt, især da jeg ikke ret kunde anvende mine Kræfter paa det daarlige Fodfæste, de smale Fliser gave. — Hvad skulde jeg gjøre?
