— 23 —
Marmortrappe; Fløidørene aabnede sig af sig selv, og jeg traadte ind. Aldrig har jeg seet en Sal saa skjøn og dog saa simpel. En Mængde pyntede Herrer bevægede sig op og ned ad Gulvet. De saae ud, som de vare dreiede. Enhver Fold i Klæderne syntes udstuderet. Jeg tiltalte den som kom mig nærmest, men han svarede ikke et Ord, vendte mig Ryggen, og gik med stolte Miner sin sædvanlige Gang. Jeg tiltalte en anden, men han var ikke mere høflig end den første. — Da nu den Tredie ogsaa vilde vende mig Ryggen, tabte jeg Taalmodigheden og holdt ham fast ved Armen. Han var slem at holde og gjorde uhyre mange Bevægelser med alle Lemmer, i det han tillige snerrede ganske underlig ad mig. Tilsidst mærkede jeg da, at hele Selskabet bestod af lutter Træmænd, fyldte med Damp; et Slags Authomater, Aarhundredet havde opfundet til at udpynte Forgemakkerne med. Nu aabnede der sig et stort Gallerie for mig, paa hvis blankt polerede Vægge var ophængt en Mængde Portraiter af berømte Danske. Jeg saae dem kun med flygtigt Øiekast, men opdagede dog Tordenskjold, Bernstorff, Ewald, Baggesen, Ingemann, Ørsted o. f. a. Mellem de fire Hovedsøiler, der bare Loftet, stode Buster af Holberg, Thorvaldsen og Oehlenschläger, med friske Blomsterkrandse om Panden. I Panelet under Vinduerne vare der Boghylder, og ved hver hang der i en lille Sølvlænke en levende Catalog, det vil sige, en gammel Stær eller Poppegøie, der spillede et Slags Bibliothekar og kunde opramse alle Navne paa Bøgerne. Ak! hvor faa vare der ikke af
