— 126 —
ældre, vi blive fornuftigere, da er det ikke Himlens glimrende Julelys; nei, uhyre Kloder med — sandsynligviis — Smerte og Taare, Elendighed og Daarskab, som paa denne Jordklode.
Nærved mig sad det et hæsligt, guulbruunt Spøgelse, det var en gammel Gnier, som Døden for en Times Tid siden havde slæbt bort fra Pengekisten; ogsaa han stirrede op mod den deilige Himmel og strakte de lange Knokkelfingre i Veiret efter de mange Sølv- og Guld-Skillinger, Stjernerne syntes ham. Hu! hvor mindede de ham ikke om hans kjære Mammon; han havde piint sin Sjæl og sit Legeme, for at erhverve det, og nu var han evig skilt ved det, langt fra det, som fra Guds Himmel med alle de funklende Stjerner.
"Par diable!" skreg en gammel Mandsling, det var en tydsk Greve, hvis Godser laae i Maanen; "par Diable! at lade mig kjøre med den store Diligence mellem al anden vulgaire, hé bien Monsieur! lad dog les nobles sidde sammen. Par mon honneur! je marche à pied."
"Jeg skal nok placere Dig," svarede Døden og tog le noble i Nakken, satte ham bag paa Vognen mellem de to qvindelige Spøgelser, som han overdrog den Forretning at holde ham i Ave, dersom han gjorde sig for meget ud til Beens.
Ved denne Leilighed bemærkede jeg paa et af de bageste Sæder en ung Mand, der havde mistet Livet under Jesuiternes Kløer; begeistret stirrede han op mod Himmelen og sang i den stjerneklare Nat:
