Side:Fire Noveller.djvu/91

Denne side er valideret

79

Et Hjertes Gaade.

Lad mig forbigaae min lange, min velgjørende Sygdom. Det var en hidsig Feber, jeg fik; jeg var i lang Tid uden Bevidsthed, og man havde alt opgivet mig. Men Døden var ikke barmhjertig, og jeg opvaagnede til nye Ovaler. Vel havde Legemet ikke mere den Kraft til at lide med hiin første Voldsomhed; men en Nervesløvhed, en dødelig Mathed hindrede ikke, at jo mit Skrækkebillede eens og uforandret uafladeligt foresvævede mig. Hvor ofte har jeg ikke paa mine Knæe tigget Gud om Forløsning fra dette Liv! Hvor mange tusind Beslutninger — den ene fortrængende, ophævende den anden — krydsede ikke i min Sjæl! Den eneste, den naturligste, nemlig at angive mig selv som Hans Morderske, for at skaffe Hende, den dybt Krænkede, en Opreisning, en Hevn, maatte jeg jo forkaste. Nei, Hans Navn maatte staae urørt, Hans Minde maatte leve Uplettet.

Jeg forblev paa min Gaard i den dybeste Eensomhed; thi min Sindstilstand og min svækkede Helbred gjorde mig det utaaleligt at see og høre det travle Liv røre sig omkring mig. Fra Omgang med Omegnens Beboere unddrog jeg mig ogsaa aldeles, og kun den gamle Præst, den Mand, gjennem hvis Hænder Du, Camillo, modtager dette, var min Selskaber og vilde gjerne have været min Trøster. Ak, han vidste ikke, hvem han forsøgte paa at trøste!