77
Et Hjertes Gaade.
min Sjæl tilhører Dig! Men,” lagde Han til med usikkrere Betoning, „fra i Dag af sees vi ikke oftere!”
„Hvad siger Du?” raabte jeg afsindig af Fortvivlelse, idet hele min Skjebnes Rædsel pludselig stod klar for mig, „hvad siger Du? Mig vil Du forstøde? Mig vil Du nu forlade? nu da Du tilhører mig? nu da Du veed — nei, aldrig! før skal jeg —” og jeg greb den paa Jorden henlagte Riffel, spændte Hanen og rettede Løbet mod Hans Bryst.
„Du har Ret! Du har Ret!” sagde han med Iilsomhed og Ængstelse, som frygtede Han min Modsigelse, „saa elendig som jeg nu er, saa tilhører jeg dog Dig, Du Engel! tag da mit Liv! tag hvad Dit er!” og Han greb med Heftighed om Riffelpiben med begge Hænder, trak den med Magt til sig og trykkede Mundingen fast mod sit Bryst. Ved denne Bevægelse gled min Finger ned paa Aftrækkeren og idet Han sukkede: „Beate” foer Skuddet gjennem Hans Hjerte.
Knaldet og Stødet af Geværet bedøvede og kastede mig overende. Paa alle Fire krøb jeg sittrende hen til Ham. Han laae der, stille og bleg. Jeg tog Hans Haand, den faldt strax ned igjen. Jeg tog hans Hoved mellem begge mine Hænder og trykkede mine Læber til Hans Mund — første og sidste Gang! — jeg stirrede Ham ind i Ansigtet! Øinene vare lukkede, men et himmelsk Smil svævede om
