Side:Fire Noveller.djvu/84

Denne side er valideret

72

Et Hjertes Gaade.

næsten daglig, og naar Vandringen havde trættet os, eller Hans Tilsyn ikke fordredes paa andre Steder, leirede vi os paa en smuk afsides Plet under et stort Egetræ.

Det var en deilig Eftermiddag i August Maaned; Solen var varm og gjennem Træerne saae den mørkeblaae, klare Himmel ned til os. Men den Himmel, som ellers lyste for mig, var ikke skyfri som sædvanligt. Imedens vi nærmede os vort Hvilested, havde vi havt en Trætte, der, oftere gjentaget, nu havde taget en alvorligere Characteer. Den angik mig selv. Forhen havde Han kun advaret; i Dag dadlede han med mere Strenghed et vist Træk i min Maade at være paa. Jeg havde Tid efter anden paa de bedste Anbefalinger ladet komme til min Gaard en Billedhugger, en Maler, en Architect og en ung Lærd, der hver for sig skulde restaurere Maleriet, gjøre Forandringer ved Bygningen og dens Decoration, og ordne min egen og den Afdødes store Bogsamlinger. Tillige besøgte et Par unge Herrer fra Nabolauget mig jævnligen. Den Maade, hvorpaa jeg behandlede og omgikkes disse Personer, var Gjenstanden for Hans Kritik.

„De kjender ikke mit noble Kjøn, Fru Grevinde!” fagde Han med en lidenskabelig Bitterhed, der hos Ham var mig fremmed og paafaldende, „dertil er De og Deres Tanker endnu altfor rene. Det er jo høist uskyldigt, ja endogsaa priseligt, at De i Deres Mangel paa