71
Et Hjertes Gaade.
kelige, som eiede Ham ganske; jeg kom hende imøde med en Veneration, som et Væsen, der maatte være af en høiere Natur, for at fortjene en saadan Ledsager. Men det var hende forbeholdt at kaste et Lys for mig i mit eget Indre; thi skjøndt jeg med al Oprigtighed maatte tilstaae, at hendes ædle, fromme Hjerte, hendes sunde, kraftige Forstand, hendes umiskjendelige Kjærlighed til Ham gjorde hende denne Lykke værdig, saa følte jeg dog et Slags Ubevidst Sky for hende, saa var der dog ligesom en hemmelig Stemme i mit Bryst, der vovede at tilhviske mig: „nei, nei! det er ikke, som det skulde være! som Han fortjente det!” — Det gjøs i mig, da denne Tanke første Gang blev klar i min Sjæl; og de iiskolde, jeg kunde næsten sige, speidende Blik, som jeg stundom midt i den livligste Samtale med Ham mødte fra hendes Øine, den uro og Bekymring, jeg til andre Tider troede at læse i dem, vakte mig til en Anelse ogsaa om det, der foregik i mit eget Inderste. Men denne Anelse? om Han kjendte den? om Han deelte den? O, denne Tanke var endnu saa bly, at den ikke dristede sig til at træde klart frem, endsige at den nogensinde skulde have vovet sig til Ord. Og trænger ogsaa en saadan Følelse til den materielle Tolk? Taler den ikke bedst ved sit hemmelige, ubeskrivelige, stærke og kun for de to Indviede forstaaelige Sprog? — —
Saaledes hengik en Deel af Sommeren. Vi saaes
