63
Et Hjertes Gaade.
jeg vil vove for en Stund at glemme Øieblikket, jeg vil, medens jeg udøser mit Hjertes hele Indhold for Dig, — det Eneste, Du hidtil ikke har kjendt — ikke være mig selv. Jeg vil tale som en Anden til en Anden end Dig. O, hvordan skal jeg see Dig igjen?
Jeg vil ikke gjentage Dig, hvad Du alt veed, Jeg beskriver Dig ikke her atter min forladte, forældreløse og dog saa lykkelige Barndom, da jeg i Fru M.s landlige Opdragelses-Anstalt nød den sødeste Frihed, den kjærligste Omgang, da jeg var elsket af Alle og blev, om just ikke forkjælet og fordærvet, saa dog forvænt. Saa formasteligt det end kunde klinge, saa kunde jeg næsten fristes til at misunde dem, der i deres tidligste Ungdom have lidt Ondt af Menneskene. De eie een Erfaring mere, de have gjennemgaaet en Skole, som sikkrer dem for og sparer dem tusind Lidelser. De træde ikke ind i Verden med Tro og Tillid til Enhver, de møde, og bringe ingen glimrende Forhaabninger eller Illusioner med sig, som de siden lidt efter lidt med Tabet af deres Ro og Hjertefred maae see forsvinde. Ak, hvor snart svandt ikke mine! — Jeg var sexten Aar gammel, da min Familie bestemte mit Ægteskab. Det var min Oncle, en Mand paa nogle og tredsindstyve Aar, der som Diplomat i mange Aar havde opholdt sig ved udenlandske Hoffer, hvis Haand jeg maatte modtage; og jeg gjorde det uden Modsigelse og i fuld Tillid til, at man kun
