50
Et Hjertes Gaade.
Drengen endvidere som meget overgiven og lystig eller, som han udtryktede sig, „rigtig vildhovedet”, og fortalte, hvorledes han i Forstmesterens Følge, medens denne gik ganske langsomt, havde løbet snart foran, snart bag efter ham, sprunget frem og tilbage over smaa Buske og fældede Stammer; ja, at han den ene Gang var klavret op i et Meget rankt og svait Asketræ. Da havde ForstMesteren, ligesom ængstelig, raabt Noget op til ham, hvorpaa han leende, havde svaret og svunget med sin Hat; men Comparenten havde ikke forstaaet, hvad de havde sagt, og meente, at de ikke havde talt Dansk.
Skjøndt nu denne Beskrivelse slet ikke ret vilde passe paa nogen bekjendt Person i Egnen, undersøgte man dog, om ikke een eller anden af Sønnerne i de Familier, med hvilke Forstmester v. G. havde Omgang, paa hine bestemte Dage maaskee dog havde befundet sig i hans Selskab. Men Svaret blev klart og benægtende, og Intet oplyst dette dunkle Punkt angaaende. Forhørene bleve sluttede uden tilfredsstillende Resultat, Forstmesteren begravet, og hans Enke førte snart sine to Børn og sit Livs sødeste og bittreste Erindringer med sig til Hovedstaden.
Tolv Aar vare henrundne efter denne Begivenhed.
Fru v. G. havde med hele sin Sjæls Kraft anvendt
denne Tid især paa sine Børns Opdragelse. Det Slag,
