Det var i Aaret 18— en smuk, klar Eftermiddag i
August Maaned, da tvende unge Førstelever,
knebelsbartede, solbrændte, og ledsagede af deres Hunde,
slendrede langsomt gjennem Tykningen i den vidtløftige
Skovstrækning, der dækker Høilandet og Sletten mellem
de to Byer R. og A. og skyder sig lige til Kysten,
hvor dens yderste Punkt benævnes L—hoved. Med
Møie banede de unge Herrer sig Vei opad en steil
Skraaning gjennem Brombær og Hasler. Et Sted
paa Høiden skjenkede et Gab i Skoven fri Udsigt til
Sletten. Her standsede den Ældre og raabte, idet han
pegede paa et Herresæde, som i det Fjerne med Gavle,
Spiir og blinkende Vinduer hævede sig paa den rige
Plaine: „Gid jeg i dette Øieblik var derovre!”
„Hos Grevinde v. L.?” sagde den Yngre leende, „aa, hvad vilde Du der?”
„Hvad jeg vilde ?” spurgte den Første ivrigt, „ja hør! veed Du hvad: dersom Du, som jeg, endog kun
