27
En Hevn.
plomat skulde have skammet sig ved, havde den Unge Baronesse fra første Øieblik af vidst at indrette sig saaledes, at Alt det, der ellers pleier lidt efter lidt at udspinde og væve et fortroligt Samliv, var fjernet mellem dem. Tidens Inddeling, hendes Sysler, deres Bolig — kort, Alt holdt dem strengt adskilte og hindrede dem i at sees alene. Kun i Selskab med Andre saaes de; men til ham henvendte hun end ikke da et Ord, ikke et Blik. Fra det Øieblik da deres Forældre paa Bryllupsdagen havde forladt dem, aabnede hun ikke sine Læber til ham, og paa enhver Tiltale, som han i Førstningen forsøgte, forblev hun stum som en Statue. Medens Joseph, der troede at forstaae hende, bar dette med den Art af Resignation, som har Haabet om bedre Tider i Baghaanden, og søgte ved alvorlige, anstrengende Beskjeftigelser at dæmpe sin Smerte og oprette, hvad han tidligere havde forsømt, fandt Jeannette Behag i at samle om sig en Sværm af aandrige Mennesker, saavel Damer som Herrer; hun viiste sig i Verden, som den, der til Grunden havde lært den tomme Kunst at leve i den, men interesserede sig paa den anden Side med lige Kraft og Varme for alt det Skjønne og Gode, som Videnskab og Kunst i deres høiere Sphære frembyde. Hun malede selv, musicerede, førte en vidtløftig Correspondence med de forskjelligste, men altid betydningsfulde Personligheder, bestyrede sin
