139
En Aftenscene.
Abigael blev ligesaa høirød i Ansigtet som Hanefjeren, men svarede meget sindigt, med rynket Pande, ligesom hun tænkte sig om: „Gud veed, hvor dog det kan være kommet her! det kan jeg slet ikke begribe! Vi bruge saamæn ingen røde Fjer her i vort geistlige Huus! — Men hør,” afbrød hun sig derpaa selv hurtigt, „Han har saa tidt lovet mig, at ville synge noget for mig, men det Løfte har Han endnu aldrig kunnet beqvemme sig til at holde. Nu har Han fortalt; syng nu ogsaa lidt! Han mener vel, jeg er en Ufornøielig Een, der baade vil have i Pose og i Sæk?”
„Jeg synger kun saare slet, min venlige Abigael! men imidlertid, kan det forskaffe Hende nogen Moro, saa vil jeg for den Sags Skyld gjerne give min slette Stemme til Priis!”
Med disse Ord tog Herr Oluf Borch en stor Luth, som laae paa Bordet, i Haanden og begyndte uden videre Forspil:
„Rosen sidder paa Thronen —”
„Ih, min Gud!” raabte den unge Pige uvilkaarlig og en blussende Purpur strømmede atter over Ansigtet og den sneehvide Hals.
„Kjender Hun den Vise, min Hjerte?” spurgte Doktoren lidt forundret.
„Nei — jo — nei! jeg kjender den ikke, troer
