107
En Aftenscene.
Din Hjemstavns Arne du forlod?
Hvad eller vild, med dristigt Mod
Du aander kun for Strid og Blod?”
Leende reiste jeg mig ogsaa fra min Stol og besvarede hans Spørgsmaal i samme Sprog paa Vers, hvilke omtrent paa vort Modersmaal kunne lyde som saa:
„Fra Nordens kolde Regioner,
Hvor Østersøens blaae Tritoner
I Hornet støde vilde Toner,
Kom jeg til disse milde Zoner,
Hvor Under Laurens ædle Kroner
Jeg fandt, al Skjønheds Rigdom throner!”
Det hele Selskab tilklappede ogsaa mig et mere velmeent end velfortjent Bifald, og den lille Mand spadserede midt imellem Glas og Fade og Blomsterkruus lige hen til min Plads og faldt mig om Halsen.”
„Ja, Han kan rigtig gjøre nogen pene Vers, min Hjerte!” sagde Abigael smilende, „jeg gjemmer baade hans moersomme Bindebrev, Han sendte mig ifjor, og det deilige Nytaarsønske. med de kjønne Billeder paa. Har Han ikke selv skildret alle de søde Englehoveder, som sidde mellem Roserne?”
„Hun kan nok vide, min Hjerte:” sagde den Lærde, „at den, der ret vil studere Naturen og dens Frembringelser, kan have stor Nytte af ogsaa at kunne af-
