98
En Aftenscene.
været meget om i Verden og veed nok, hvordan Verden er. Har ikke min Faster selv, men især Provsten fortalt mig om Ham, dengang da begge To stode i det ottende Compagnie Studenter, under Herr Truels Smidts Fane og sloges med Svensken? Da var Han vist en vild Een! Han skal da forresten ikke være bange; for min Formynder, Provsten, har ikke fortalt andet om Ham end Godt og Ære. Ja, han sagde, at Han, min Hjerte! var Een af de Tapperste i det hele Compagnie, og havde slaaet og skudt — jeg veed ikke hvormange Svenskere paa Peltsen; men det sagde han da ogsaa om sig selv!”
„Ja,” svarede den Lærde med Beskedenhed, „vi sloges, det Bedste vi kunde, vi vare med, hvor det gjældte; men det gjorde saa mange Andre foruden os! Mange beed i Græsset, og jeg maa jo være glad ved og prise Gud for at være sluppet med et haardt Saar i denne Fod, som en Kugle gjerne vilde have taget reent bort; — jeg beholdt den, men jeg halter stærkt, som Hun seer!”
Den unge Pige slog Øinene ned og taug et Øieblik. Derpaa saae hun rask op og sagde smilende:
„Ja, men det var det, vi kom fra: Han er en Smigrer, er Han, og Hans Tunge kan sige saa mange Ting — hvorfra kommer Alt det?”
„Det kommer fra Hjertet, min Fæstemø!”
