93
En Aftenscene.
svarede længe, inden Øiet, bortvendt fra Lygtens tarvelige Lys, kunde vænne sig til og gjennemtrænge Mørket og skjelne Omridsene af de spidsgavlede Huse med deres Bislag og Karnapper og af Træerne, der, hvislende i Vinden, hist og her stode langs med Husene. Den Lærde og hans gamle tause Følgesvend dreiede just om i en Gade, hvor de paa den ene Side havde en høi Haugemuur, og for Enden af hvilken de kunde skimte to runde, spidse Taarne i Ringmuren. Ned ad Dørtrappen fra et hvidtmalet, anseeligt Huus saaes en sort Figur, indsvøbt i en Kappe, at snige sig langs Muren og forsvinde i Mørket.
„Der gaaer han, ved den levende Gud!” udbrød med Eet den gamle Tjener.
„Hvad siger I?” spurgte Doctoren og standsede.
„Jeg siger,” vedblev Martin ivrigt, „at var I kommet eet Minut før, vilde I have faaet Troen i Hænde, Herr Doctor! thi der gik nu Junker Povisk ud af Provstens Huus i dette hellige Øieblik!”
„Og jeg siger Jer nu een Gang for Alle, min gode Martin!” sagde Doctoren i en streng, men dæmpet Tone og stødte derhos saa haardt i Stenene med sin Stok, at den gamle Fyr forskrækket traadte et Skridt tilbage,” jeg siger Jer, at hvis I en eneste Gang endnu kommer til mig med saadan eller lignende løs
