87
Landskab og smaalo i sit stille Sind af Glæde over at tænke paa, at det var blevet saa godt Tørvejr igen. Han blev vækket af sine Tanker af Pigen, som kom ind og sagde, at der var en Kone der ude, som gærne vilde tale med ham.
— „Hun maa vente. Jeg har jo ikke spist Frokost endnu.“
„Men hun sér helt forstyrret ud og græder og siger, at hun endelig maa tale med Pastoren. Man skulde næsten tro, at der var hændt en Ulykke. Men hun vil ikke fortælle os, hvad der er i Vejen.“
Han saá noget forundret ud, da han fik sét, hvem det var, der havde søgt en Samtale med ham, oven i Købet paa denne Tid af Døgnet. Klokken var endnu knap syv, og Landstryger-Lena plejede ellers helst saavidt muligt at undgaa ham. Han gik imidlertid hen imod hende, — hun var bleven staaende henne ved Døren, rystende, forlegen, uden at vove at sé op —, standsede foran hende med den ene Haand lagt over den anden og fikserede hende uafbrudt paa en Maade, som var bleven ham en Vane.
„Hvad vil Du?“ spurgte han. Men det varede en god Stund, inden han fik Svar.
„Der er noget galt paa Færde hos Karlsons,“ sagde hun tilsidst. Men Stemmen svigtede hende, hun rystede igen fra Hoved til Fod, og kunde ikke faa en Lyd frem.
Præsten saá, at det her drejede sig om noget usædvanligt, og han forstod, at der maatte være sket noget, som gamle Lenas ogsaa ellers temmelig
