52
Saa gik to Maaneder hen, i hvilke Høet, Rugen og Hveden bjærgedes. Det havde regnet de sidste Dage, og Havren laa gennemblødt og halvgrøn i store Stakke, ventende paa Sol og Tørvejr.
Solen kom med Blæst, og paa Gaarden fik man travlt med det sidste Bjærgningsarbejde. Sidste Læs var bragt i Hus, og om Aftenen sagde Erikson til sin Kone:
„I Morgen rejser jeg og taler med Baronen.“
Det var en solblank Septembermorgen, da han gik i Prammen for at ro over at tage et nyt Tag i sit Liv. Taagen laa som en kold Damp over Søen, og Klippernes og Øernes Konturer tegnede sig usikkert. Som en rund, gul Bold saás Solen gennem Taagen, og over Vandet svævede hvide Stumper Taage som fantastisk flossede Lysstrimler. I lette Hop joges de af Morgenvinden hen over den blanke, kolde Vandflade og førtes ind mod Skovkanten, hvor de splittedes mod de mørkegrønne Toppe, indtil de som en let, næsten usynlig Damp forsvandt i Rummet.
Erikson tog til Aarerne og roede lige frem mod den hvidgraa Mur, der veg bort, jo længere han kom, medens Solen voksede og voksede og sendte tættere og tættere Knipper af Straaler ned gennem Disen. Ude paa Søen saa han nærmest omkring sig som en vid, aaben Ring af Vand og dér bag ved: den skinnende Krans af graat og hvidt, hvorigennem Landets Konturer skimtedes. Stedse videre blev Synskredsen, stedse mere løftede Taagen sig,
