Side:Fattigfolk.djvu/56

Denne side er blevet korrekturlæst

48

som hans Fader før ham behøve at staa med tomme Hænder, naar han en Gang skulde begynde at arbejde sig frem gennem Livet.

Erikson var en Aften kommen hjem i usæd­vanlig godt Humør. Han havde fortalt Historier for Karlene og budt dem en Snaps til Nadveren. Alle havde været længere oppe end sædvanlig, og da Erikson om Aftenen kom ind til sin Kone for at lægge sig, gik han og saá saa listig og oprømt ud, at hun spekulerede paa, hvad det skulde ende med.

„Synes Du ikke, at vi kunde ha'e det bedre, end vi har det?“ sagde han saa endelig.

Hun saá forundret paa ham, glad over at han talte saa fortroligt til hende. Hun syntes, at det stygge, som saa nylig var kommet ind i hendes Liv, gled bort, og hun svarede:

„Aa, ja saamæn. Det kunde vi jo nok. Men jeg synes, vi har det godt, som vi har det.“

Han havde sat sig i det ene Sofahjørne, og mens han tændte Piben, lo han indvendig.

„Aa, ja saamæn. Naturligvis har vi det godt. Men bedre er i alt Fald bedre.“ Han begyndte at tale saa livligt og flydende, at Konen sad aldeles himmelfalden og saá ud, som om hun havde Syner.

„Tænk, om vi kunde bygge hele Huset her om, Du, og gøre Kostalden større og holde flere Kreaturer og købe hele Gaarden af Baronen og holde os med Hest og gøre Vejen gennem Skoven i Stand, saa at vi kan køre til Kirken og ha'e