28
mente. Hun tænkte paa Drengen, som laa derinde i Huset, og paa de andre Børn. Det var ham, Drengen, som en Gang skulde have Forpagtningen efter sin Fader, og hun vilde ikke give tabt.
„Ja, nu har vi her i Slægten haft Gaarden i Forpagtning af Baronen i to og halvtredsindstyve Aar, Søn efter Far,“ sagde hun. „Og nu havde jeg tænkt at spørge Dig, om Du ikke vilde passe den for mig, til Drengen bliver stor og kan overtage den. Du har jo hverken Kone eller Børn, og Baaden kan Du vel faa solgt, om Du vil, og ellers kan Du jo ogsaa beholde den og gøre en Tur en Gang imellem om Sommeren. For hvis Du vil flytte herfra, saa maa jeg tage fremmede i Huset, og det vilde jeg nødig.“
„Du véd, at det har jeg ikke Penge til,“ sagde han.
Begge tav. Begge følte, at her udkæmpedes en stille Kamp, i hvilken den ene vilde trænge sig frem paa den andens Bekostning. Karl August forstod, at det var ham, som maatte trække det korteste Straa, og det var for Resten ikke første Gang, han havde slaaet sig til Taals og ventet.
Katrina gik hen til Bordet, hvor de nylig havde siddet og spist, lagde et Par af Tallerkenerne oven paa hinanden for at bære dem bort, og mens hun stod med Ryggen mod ham, som sad i Mørke bagved Uret, sagde hun:
„Vil Du saa blive?“
Karl August tænkte nogle Øjeblikke efter.
