20
— Begravelsen var forbi. I smaa Flokke trak man bort fra Kirkegaarden, Ligtoget søgte ned ad Søen til. Karl August gik hen til Præsten og spurgte ham, om han ikke vilde vise dem den Ære at følge med til Middagen. Men Præsten undskyldte sig. Han havde saa meget at gøre med de statistiske Beregninger, som Dagen efter skulde sendes ind til Konsistorium.
De to Mænd gik langsomt ned ad Bakken i Samtale.
„Hvem skal nu overtage Gaarden, nu da han er gaaet bort?” spurgte Præsten.
Karl August saá ikke op. Han svarede langsomt, bange for at sé altfor glad ud: „Det bli’r vel mig, som kommer til at staa for det hele nu.”
„Og helt høre op med at ligge paa Søen og sejle med Fragt?”
„Ja, det havde jeg tænkt.”
„Naa, men hvis nu Katrina selv vil blive siddende med Gaarden, til den ældste Dreng bliver voksen?“
Det var aldrig med en Tanke faldet Karl August ind. Han saá fra Siden op paa Præsten. Paa én Gang kom der en Angst over ham , som han ikke før havde følt noget til. Han var til Mode, omtrent som naar man er gaaet en lang og besværlig Vej for at søge nogen, og man saa, naar man endelig er naaet derhen, ikke træffer ham hjemme. Han tænkte paa, at han maaske kunde faa Lov til at begynde om igen med at arbejde og vente og
