18
hørte man en hulke henne fra Fruentimmergruppen, og hist og her fik man de smukt sammenlagte Lommetørklæder viklede ud. Da istemmede Degnen med skarp vibrerende Røst den gamle Salme:
Saa vandre vi paa Jord vor Vej,
Vi vandre med hverandre;
Kom. hvo Du er! og overvej,
Hvorhen Du snart skal vandre.
Du bygger Hus, Du ønsker Ro:
Se her det Hus, hvor Du skal bo,
Den Seng, hvor Du skal hvile.
O! at vi her til Guds Behag
Maa redeligen vandre,
Saa i vor Faders Hus en Dag
Vi atter sé hverandre.
Den frommes Prøve bli'r ej lang!
Hans Død er blot en Overgang
Til Saligheden hisset.
Og alle de omkringstaaende stemte i med, højlydt eller lavmælt, alt eftersom enhver havde Stemme til. Og saa tog seks Karle Kisten og bar den ned ad Bakken til den smalle Vig, som skar dybt ind i Landet mellem Egetræer og Graner. Men ude paa Trappen stod Konen sortklædt med hvidt Forklæde og Lommetørklædet for Øjnene og saá efter de bortdragende.
Da de havde sat Kisten ned i den store Færge, og Karl August havde taget Plads ved Roret, strøg han sig over Øjnene med Bagen af Haanden og tænkte paa Broderen, som nu skulde ned i Jorden. Men da Vinden fyldte Sejlene, og Færgen