15
blot Urets Dikken, den syges urolige Aandedrag og den raske sovendes regelmæssige Snorken.
Henimod Daggry døde Manden. Konen sprang op og vækkede Svogeren.
„Karl August,“ sagde hun, „kom og sé, hvordan det har sig.“
Han foer op, forskrækket og kun halvt vaagen, skyndte sig hen til Sengen, mens han gned Øjnene, og saá paa Broderen. Han rørte ved ham, følte paa hans Haand, som faldt slapt ned, da han gav slip paa den, og blev med ét lysvaagen.
„Ja, han er død.“ sagde han.
Han følte en Slags Beklemthed ved Tanken om, at han havde sovet, just da Broderen døde, og han vidste ikke, hvad han skulde sige.
Konen bøjede sig ned over Liget, klappede Mandens Haand og græd.
„Ja, det kan være forbi, inden man véd et Ord af det,“ sagde hun.
Og derpaa talte ingen af dem mere. Udenfor var det begyndt at dages, og Vinden blæste frostkold frem over Engen nedenfor Huset, buldrede oppe i Skorstenen og forsvandt med en lang Susen ude i Skoven.
Karl August havde igen sat sig ned ved Ovnen at grunde. Saa rejste han sig stille og gik henimod Døren. Dér vendte han sig halvt om og sagde uden at sé paa Svigerinden: „Det er vel bedst, Du sætter Kaffen paa. Vi skal i alt Fald
