180
bort fra en Flok Herrer, som med Hænderne i Frakkelommen og brændende Cigarer styrede lige imod dem.
Paa Norrbro var en anden vendt om og var længe bleven ved at følge efter dem. Nu dukkede han atter frem af Mørket, og rystende af Angst fortsatte de næsten løbende Vejen, forbi en Politibetjent, som de mærkede betragtede dem.
De standsede ikke, før de var komne langt ned i Hornsgatan, hvor der var stille og roligt. Dér bøjede Elin Panden mod sin Venindes Arm og græd, mens de langsomt gik videre hjemad, og Elin hele Tiden hulkede, som om hendes Hjærte skulde briste.
Tænk, om han skulde forlade hende! Tænk, om hun aldrig mere skulde faa ham at sé!
En Aften havde hun mødt ham paa Norrbro. Han gik i Selskab med nogle Kammerater, som glade og støjende kom hen ad Fortovet.
Elin saá ham lige ind i Ansigtet, da han gik forbi, og hun følte, at han genkendte hende. Hun vendte sig om for at sé, om han ikke en Gang saá sig om efter dem. Nej, han fulgte med de andre, og hun saá, hvordan de allesammen sprang op paa Sporvognen, som gik til Humlegården.
Hun gik videre hjemad, kæmpende med Graaden.
„Jeg havde aldrig troet, at han kunde være saa ond,“ sagde hun tilsidst.
Det faldt hende ind, især naar det begyndte at skumre, som en Mulighed, at hun kunde tage
