178
Vejen til Ladugårdslandet og tilbage igen, var ganske duggede, og Klokkerne lød skarpt og trist.
De bøjede af ned ad en af Humlegårdens Gange og gik stille frem og tilbage paa det vaade Grus. Af og til gik en enlig Vandrer forbi dem og forsvandt i Mørket.
Klokken slog tre Kvarter paa ti paa Ladugårdslands Kirke. De gik ned ad Norrmalms-Torg til og gik hurtigt langs med Kungsträdgården hen mod »dramatiska Teatern“.
Dér var flere Folk paa Benene. Enlige Herrer og Herrer i større Selskaber, støjende og rygende, som standsede og saá efter de to enlige Piger. Damer i lange Kaaber og Hatte med vajende Fjer eller i tætsiddende korte Vinterkaaber, enlige eller to og to, som lo, naar de gik forbi, eller tilkastede dem raa Ord.
Der var tomt udenfor Theatret, Forestillingen var endnu ikke forbi. De maatte vente udentor, og de gik frem og tilbage, saa lange Slag, de vovede, frem og tilbage paa Fortovet, ængstelige og stille, uden at vove at sé til Siderne eller tilbage.
En Herre nærmede sig og tog Hatten af.
„Hvor skal de smaa Jomfruer hen?“
Med hurtige Skridt skyndte de sig forbi og kom aandeløse tilbage til Theatret, netop som Dørene i Forsalen begyndte at smælde op og i, og Folk strømmede ud.
De stod stille paa Fortovet og mønstrede alle forbigaaende. De blev puffede ned paa Gaden,
