177
men hun vilde dog ikke behøve at mindes andet om ham, end at han havde været god imod hende.
Men saadan blev det ikke, det forstod hun snart, og hun følte det dobbelt pinligt, alt som hendes fysiske Tilstand gjorde hende mere pirrelig.
Naar han til Tider ikke havde ladet høre fra sig en fjorten Dages Tid, kunde hun ud paa Aftenen i Fortvivlelse over, at han maaske var rejst og havde forladt hende og aldrig mere vilde tænke paa hende eller hendes Barn, tage sin Veninde med sig for ikke at være alene paa Gaderne, naar det blev sent, og gaa og søge ham, hvor han boede.
Hun ringede paa Klokken og spurgte efter Hr. Bjørling. Der blev svaret, at han ikke var hjemme.
Med et Suk gik hun ned ad Trappen til Veninden, som ventede nedenfor. Klokken var over ni, og nu gik de begge hen til et Hjørne, hvor der var opklistret Theaterplakater, og saá efter, naar de forskellige Forestillinger var forbi. Derefter gik de om paa Gaderne ved Humlegården, hvor der var forholdsvis faa Folk, og ventede paa, at Klokken skulde slaa ti.
Det var graat i Luften og sølet paa Gaderne. De nøgne Træers Grene tegnede sig mod den skyede Himmel, og Bibliotheksbygningen laa mørk og ensom ovenfor den tomme Vandcisterne. Henne paa Esplanaden stod Lygterne som gule, matte Prikker i den disede Luft, Ruderne paa den lille Sporvogn, som regelmæssig foer forbi paa
