175
rejst bort derfra, var, at hun aldrig kunde gøre sig det klart, at det var sandt, at hun virkelig skulde have et Barn.
I Begyndelsen var hun stadig syg og pirrelig og havde de besynderligste Indfald.
Hun tik en bestandig Lyst til Appelsiner, en Lyst, som det tit var hende umuligt at betvinge. Hun kunde gaa ind til en Urtekræmmer og for sin sidste Skilling købe et Par Stykker, som hun spiste, naar ingen saá det. Med Feberhast indsvælgede hun de saftige Stykker.
En Aften sént fik hun pludselig Lyst til Kartoffelmos. Hun plejede ellers ikke at spise Kartoffelmos og syntes slet ikke, at det smagte godt. Men nu kunde hun ikke tænke paa andet. Hun havde ikke Rist eller Ro, og tilsidst spurgte hun Konen, som hun boede hos, om hun ikke kunde skaffe hende det.
Den gamle syntes, at det var Synd at sige nej; hun forstod, hvordan det maatte pine hende ikke at faa det. Hun fik hentet Kartofler og begyndte midt om Natten at lave Retten til.
Imens sov Elin. Da Klokken var halvét, var Maden færdig, og hun stod op og spiste med Begærlighed.
Men hun kunde slet ikke tro, at det virkelig var sandt, at hun skulde have et Barn. At hun, Elin Søderstrøm, virkelig skulde holde paa sit Skød et lille Barn, som var hendes eget. Det forekom hende saa forunderligt og noget saa langt borte.
