174
at lide for det Fejltrin, hvori han i alt Fald havde mere Skyld end hun.
Han søgte efter noget at sige hende, men han fandt intet andet end dette: „Græd ikke, græd ikke. Det skal nok blive godt.“
Tilsidst blev hun roligere, og selv Gottfrid begyndte at sé hele Sagen i et noget andet Lys. Det hele var jo ganske naturligt, og det galdt blot om at indrette alt saa fornuftigt som muligt.
De sad længe og talte sammen. Han talte venligt og roligt til hende. Han gjorde sig Umage for, at hun ikke skulde tro, at han, nu da dette var kommet til, vilde skille sig af med hende. Og da Elin tilsidst skulde hjem og han fulgte hende hele Vejen, var hun næsten mere oprømt end hun plejede at være. Hun spøgede og lo af hans Indfald. Da han henne ved hendes Port sagde Godnat, puttede hun sig helt ind til ham og lo lidt, mens hun saá ham op i Ansigtet med sine skinnende glade Barneøjne.
„Véd Du hvad, Gottfrid!“ sagde hun. „Jeg synes alligevel det er saa morsomt, Du, at jeg skal være Mo'r.“
Han smilede tvungent og sagde hende Godnat. Men da han gik hjem gennem Gaderne, forfulgtes han af den Tanke, om han dog ikke paa en eller anden Maade skulde kunne slippe lettere fra hele Sagen. — —
Det mærkeligste ved Elin, baade mens Gottfrid var i Byen og siden, da han ud paa Foraaret var
