173
Han gik igen nogle Skridt. En forunderlig blandet Følelse havde grebet ham. Det var for hans eget Vedkommende Anger, Tanken om Ansvar overfor det Liv, som var blevet vakt ved ham, Medynk med hende, som sad dér foran ham og græd, en ubehagelig, pinlig, irriterende almindelig Misstemning. Det var omtrent, som om han havde spillet et højt Hasardspil, havde tabt og nu med Græmmelse saá Følgerne for Fremtiden i forstørret Fantasiperspektiv.
Han gik igen hen til Elin og satte sig ved Siden af hende i Sofaen, lidt utaalmodig, tvivlraadig, uden at vide, hvad han skulde gribe til, eller hvad han skulde sige hende. Og hans Stemning veg for en mild Følelse af Sympathi for hende, som i alt Fald holdt saa uendelig meget mere af ham end han af hende. Han syntes et Øjeblik, at han elskede hende, just fordi det, som nu forenede dem, var noget andet end en blot og bar Nydelseslyst. Det var nu den fælles Alvor og den fælles Smærte. Han strøg blødt hen over hendes Haar- og drog hende til sig, og mens han kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder, følte han en ubeskrivelig Trang til paa en eller anden Maade at være hende til Støtte, og lade hende forstaa, at hun kunde lide paa ham. Den Fantasi foer gennem hans Hoved, at han vilde indrette et lille Hjem for hende, hvor hun skulde leve med deres Barn, og han vilde for hendes Skyld forblive ugift, og hun skulde faa det rigtig godt og aldrig, som saa mange andre, behøve
