172
Han tog hende under Armen, men hun saá ikke glad ud som sædvanlig. Hun stirrede ud i Rummet, og naar hun talte, hørte han, at hun havde Graaden i Halsen.
Han saá paa hende og spurgte: „Hvad er der i Vejen med Dig?“
„Jo, jeg var hos Doktoren i Gaar. Du véd, at jeg har været bange i den sidste Tid.“
Han svarede ikke. Han forstod saa godt, hvad hun vilde sige, og en Følelse af Alvor og Ansvar greb ham.
„Kom,“ sagde han — „saa gaar vi hjem til mig.“
Han var flyttet og boede nu i et af de nyopførte Huse ved Humlegården.
Det var allerede i Begyndelsen af Juni. Aftenen var mild og lun. De gik over Humlegården, hen under de høje Træer, som netop havde udfoldet deres første spæde grønne, mellem de fint klippede Græsplæner, hvor Græsset stod lysegrønt og jævnt. Der var Stilhed og Fred rundt om, og de gik lydløst videre. Uden et Ord naaede de det Hus, hvor Gottfrid boede, og gik ind.
Han tændte Lys og hjalp hende Kaaben af. Hun satte sig i Sofaen, og han gik lidt frem og tilbage paa Gulvet.
Pludselig standsede han foran hende.
„Naa, hvad sagde han saa?“
„Doktoren? Ja, det kan Du vel nok tænke.“
Hun bøjede sig ind mod Sofakarmen og skjulte Ansigtet i Hænderne.
