164
ha'e, at Du skal faa Ubehageligheder for min Skyld. Du vilde jo aldrig faa Lov at være i Fred, nu da de har faaet dette her at vide. Og desuden vilde jeg jo aldrig mere kunne komme sammen med Dig, hvis Du blev her.“
„Nej, det er ogsaa sandt.“
„Ja—a. For Resten har jeg jo altid sagt Dig, at det ikke kunde vare evigt, og vi har jo heller aldrig holdt af hinanden paa den Manér.“
Hun saá bort og mumlede:
„Nej, ikke Du, naturligvis, men jeg.“
„Ja, men jeg vil i alt Fald hjælpe Dig, og har Du først faaet lært et eller andet, saa kan Du ha'e det meget bedre end her.“
Et Smil foer over hendes Ansigt.
„Du forlader mig alligevel ikke, vel?“
Han vidste ikke, hvad han skulde svare. Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og klappede hende.
„Gaa nu ind,“ sagde han. „Og lad mig siden vide, hvordan det er gaaet.“
Han løb hurtigt ned ad Trappen, og Elin gik igen ind i Køkkenet. — —
Der blev et ordenligt Røre hos Siverts. Manden var rasende og bandte paa, at den unge Herre skulde flytte til den første, og at Pigen skulde bort selv samme Dag. For man kunde ikke have en saadan Person i Huset.
Men Fruen, som virkelig holdt af Pigen, sagde, at hun havde taget det altfor voldsomt lige straks,
