161
trak sig tilbage og gik et Par Skridt nærmere hen mod Døren.
Den gik op, og Hr. Sivert stod paa Dørtærskelen.
Han kastede et Blik ud over Værelset, og gik saa ind.
„Saa skulde da ogsaa —!“
Han lod Døren staa aaben og pegede paa den.
„Ud!“ raabte han.
Elin adlød uden at sige et Ord. Hun saá paa Gottfrid, da hun gik forbi ham. Han bed sig i Læben og saá mod Gulvet. Hun gik mekanisk ned ad Trappen og hørte kun, hvordan Døren deroppe blev slaaet i med et Smæld.
Hun sad alene dernede, hvor længe vidste hun ikke. Hun for op, da hun hørte Hr. Sivert gaa forbi Køkkendøren og ned i Butiken. Men han kom ikke ind til hende, og hun aandede atter lettere.
Gottfrid kom ikke ned. Hun hørte ham gaa oppe paa sit Værelse frem og tilbage. Hun vilde saa gærne have løbet op og talt med ham. Men hun turde det ikke.
Hendes Hjærte var saa fuldt. Hun vilde ønske, hun kunde have grædt, men hun kunde ikke faa en Taare frem. Hun forstod godt, hvad der vilde ske. Fruen vilde tale alvorligt med hende, sige, at hun ikke kunde blive længere hos dem, og saa skulde hun pakke sit Tøj sammen og flytte bort. Hvorhen? Ja, hvorhen? Hun havde ingen at gaa til. Hun blev nødt til at begynde paa at kæmpe
