Side:Fattigfolk.djvu/167

Denne side er blevet korrekturlæst

159

I Løbet af et Par Dage mærkedes intet mistænkeligt. Den gamle gik oftere end sædvanlig paa Trappen, kiggede uden særlig Anledning ind i Køkkenet, men uden at kunne opdage noget. Han begyndte allerede at tro, at hans Kone havde taget Fejl, og gik og bandede, fordi han ikke havde faaet Lov til at være i Fred, men i hele to Dage havde maattet gaa i saadan en forbandet Uro. ­— —

En Morgen var Elin alene hjemme. Hun gik frem og tilbage, smilede hen for sig og tænkte paa noget morsomt. Af og til standsede hun med Hænderne knyttede om Nakken og saá paa Uret, mens hun sang en Melodi, som hun havde hørt paa Klavér og Orkestrion i Berns Salon[1] og paa Gaden af Drenge, der fløjtede:

Jetz geht nach Lindenau.
Dort ist der Himmel blau.

Solen varmede ind gennem Vinduet, den varme, glade Majsol, og langt ude over Tagene saá hun nogle Strimer af „Kungsträdgårdens“ lysegrønne Kroner midt i en sitrende Glans af vaarlige Sol­straaler. Og højt oppe var Luften blaa, lutter blaat, saa langt hun kunde sé.

Med et lille Smil saá hun igen ind i Køkkenet, bøjede Hovedet, og der kom Farve over Kinderne og Glans i Øjnene.

Skulde hun gaa op og sé til Gottfrid? Blot lige kigge indenfor. Han havde sagt, at hun aldrig maatte gøre det, uden at han havde bedt

  1. Koncertlokale i Stockholm.

    O. A.